David Heinemeier Hansson

March 31, 2025

Amerikansk inspiration

Mens temperaturen dagligt stiger på den danske vrede over den nye amerikanske administration, skal vi lige huske, hvorfor amerikanerne overhovedet er i en position til at diktere verdensordenen. Det er, fordi de har gjort det godt! På økonomien, på innovationen, på iværksætteriet, på militæret – på syv hundrede sytten andre punkter. I vores iver efter at være knotne må vi ikke tabe lysten til at lade os inspirere.

For jeg kunne godt frygte, at når man er så rød i hovedet af frustration, bliver ens handlinger drevet af trods og Ramus Modsat.

Hvis amerikanerne ikke vil regulere deres AI-industri, så skal vi da virkelig gøre det i stedet! Hvis de vil sikre deres virksomheder billig energi gennem "drill, baby, drill," så skal vi da bare sætte nogle flere vindmøller op og håbe hårdere på, at det blæser, når strømmen skal bruges! Hvis X lader den frie tale fornærme nogen, så skal vi da bare sende en betjent eller to til at banke på døren, når nogen taler grimt på internettet.

Nej.

Vi skal ikke tro, at Europa får vind i sejlene igen ved at sejle direkte mod en stiv kuling. Vi skal fange suset ved at kopiere det, der virker. Vi skal lade os inspirere af, at amerikanerne har formået at give os så meget økonomisk baghjul siden 2008, og skamløst efterabe deres ambitioner og teknikker, så vi hurtigere kan indhente dem.

Amerika har ikke patent på de vestlige værdier om det frie marked, en suveræn energileverance eller ytringsfriheden. Ej heller på iværksætteriet, de store ambitioner eller talentmassen. Den findes nu i overflod i USA, fordi europæerne tog båden tilbage i 1800-hvidkål. Vi har eksporteret den kultur, der nu giver os grå hår i hovedet. Vi kan importere de bedste elementer hjem igen.

For Europa har jo meget at byde på. Ikke bare som et frilandsmuseum, hvor "europoors" kan vise amerikanske og kinesiske turister rundt i ruinerne af en tabt civilisation. Jeg har boet vidt omkring i USA i over tyve år: Udover bedre vejr ville jeg aldrig bytte København ud med Los Angeles – og da slet ikke New York.
Der er meget at være stolt af her på kontinentet. Meget at værne om (og alt for mange lande, der desværre forærer det væk). Men hvis den stolthed står i vejen for at kopiere vores brødre og søstre fra "Over There," så er det hovmod – ikke bare selvrespekt.

Så på med vanten. Surt, vi tabte sidste slag. Vi låner lige et par tricks, og så kan vi nok vende resultatet i næste runde. Det er den indstilling, vi skal have fat i.

About David Heinemeier Hansson