Det var tragisk at læse om Region Midtjyllands skift fra LibreOffice til Office365 fra tidligere i år. Her var der endelig en case, hvor man succesfuldt havde fået tilegnet sig en lille smule digital uafhængighed på office-delen, og så taber man modet fordi Microsoft igen bliver foræret et monopol i det offentlig af samtlige regioner i en aftale fra 2022.
Og hvad var argumentet for at opgive den beskedne uafhængighed, som man ellers så sjældent ser i Danmark? "Mere smidig arbejdsgang", og at Microsoft havde truet med at hæve prisen på licenserne med 25%, hvis man ikke skrev under på en aftale nu. Det er vildt, hvor billig vi forsætter med at sælge Microsoft deres monopolstatus hos det offentlige i Danmark. Og pinligt.
Det kunne heller ikke være dårligere timet! Office365 er netop en af de digital afhængigheder, hvor vi er allermest sårbare over for, at amerikanerne skulle kunne finde på at lukke for hanen eller smugkigge i data, hvis den uenighed der kunne være ved eksempel Grønland spidser til.
Hvor kunne det dog have været dejligt, hvis de danske regioner ikke skulle frygte at miste de basale officeværktøjer i sådan en situation. Men ak, den frihed blev solgt for en slik og en trussel om fremtidige prisstigninger.
Tror man virkelig på, at det bliver nemmere at undgå galoperende licensbetalinger, hvis man fuldstændigt har afskåret sin administration for alternative IT-partnere? Er det normalt sådan det går, hvis en enkelt leverandør sidder på en kritisk afhængighed? Nej, vel.
Men okay. Verden så anderledes ud i 2022. Den så anderledes ud selv tilbage i januar i år. Så selvom det kunne have været rart med lidt af den famøse rettidige omhu tidligere, så kan vi forhåbentlig nu komme til den fælles erkendelse, at denne her type aftaler hører fortiden til. At vi skal finde flere veje ud af den digital afhængighed på amerikanerne, ikke lukke de få der var blevet fundet.
Næste gang skal sådan historie ikke bare være pinlig. Den skal være uanstændig. Den skal være utænkelig.