Det er simpelthen pinligt, at Aula ligger i Amazons sky, og at så meget andet af den digitale infrastruktur her i landet ligeledes køres af amerikanske aktører. Der er absolut ingen grund til, at vi ikke kan klare det med europæiske løsninger – specielt i en lilleputnation som Danmark!
Selv vores mest besøgte tjenester får jo kun et my af den trafik, som de store internationale tjenester får. Så der er intet pionerarbejde i driften af basale tjenester som Aula og andre, og derfor skal vi også kunne gøre det selv.
Men det kræver politisk mod. Det kræver et opgør med årtiers indgroet afhængighedsforhold her i landet til Microsoft og andre giganter. Ikke fordi hverken Amazon eller Microsoft er af det onde, men fordi det at kunne styre sin egen digitale infrastruktur er et minimumskrav for et selvstændigt Europa.
Amerikanerne har selv bedt os om det! Vi skal kunne forsvare os selv, siger de. Og de har ret! Og så følger det naturligvis også, at vi skal kunne varetage driften af vores egne informationssystemer.
Derfor er det på høje tid, at krisen, der har ramt det amerikansk-europæiske samarbejde, udmøntes i en vilje til rent faktisk at gøre noget nyt. Vi har gravet os selv ned i et hul af selvlært hjælpeløshed over de sidste tredive år i Danmark, og det er kun blevet dybere i de sidste ti. For at komme ud af det hul må vi først stoppe med at grave!
Og jeg gider simpelthen ikke høre på det uambitiøse svar, at nu skal vi også lige tage det roligt, nu skal vi også lige have nuancerne med, og nu skal vi også passe på, om vi overhovedet kan klare den kompleksitet, opgaven kræver. Det er opskriften på den sædvanlige syltekrukke, hvor man kan nedsætte et udvalg til at lave en rapport, som vi så kan give fem minutters medietid i 2028 og ellers bare ignorere.
Jeg siger ikke, at man kan trække alle de systemer, der allerede kører, ud af de amerikanske skyer i morgen. Men jeg siger helt klart, at det skal være slut med at placere nye systemer der. Det er sådan, vi kommer ud af hullet – ved at holde op med det samme at grave det dybere.
Alt udbud af offentlige IT-systemer i Danmark skal som minimum udvikles på open source-systemer, så vi får fuld leverandøruafhængighed, og så skal det køre på de udmærkede europæiske skyer (specielt Hetzner!), mens vi får opbygget en kapacitet til at gøre det selv i Danmark.
Det kunne man beslutte på mandag, hvis man ville. Hvis man turde. Men mon ikke det er nemmere bare at sidde lidt harm i sofaen, når amerikanerne siger dit eller gør dat?