Trump tromler Europa ned i et tempo, hvor de stakkels bureaukrater i Bruxelles slet ikke kan følge med. Før der er nedsat et udvalg, der skal mødes om en dagsorden, som der så kan komme en rapport om til jul på ét emne, har Trump allerede kridtet banen op og sparket på mål med ti nye dagsordener. EU er simpelthen ikke gearet til at hænge på. Men det kunne Danmark godt blive.
For det er nu engang uendeligt nemmere at tilpasse sig den maniske amerikanske energi, når man sidder i en lille, agil motorbåd, der vejer Dannebrog, end hvis man skal lægge kursen om for den supertanker, der sejler under Europas forenede flag.
Sådan er det også i erhvervslivet. Startups giver enterprise grå hår, fordi idéer kan blive til beslutninger, som kan føre til handling, på en brøkdel af den tid, det tager at afstemme med de fem mellemledere, der ifølge organisationstræet skal have noget at sige.
Vi taler så meget om, at Danmark skal være et foregangsland på dit og dat og alle områder. Og det er rigtig godt! Fedt, at vi tør tage en ambition om at gå forrest. Men det føles nogle gange, som om vi kun tør være ambitiøse, hvor vi forventer, at alle internationalt står og klapper. Nej, hvor er vi ellers bare gode til cykelstier! Og klimamål! Og metrobyggerier! Ja, sgu!
Det er godt at have øvet sig lidt på ambitionerne i en sikker osteklokke. Det er det da. Men er det nu ikke på tide, at vi sætter den træning på prøve med lidt mere kontroversielle udfordringer?
I går var det Grønland. I dag er det straftold. I morgen noget nyt. Vi har mumlet et forsinket, defensivt svar til det hele. Hvad med lidt offensiv? Hvad med lidt suverænitet? Hvad med lidt selvstændighed? Hvad med lidt konsekvenser?
Vi kunne starte med at smide Microsoft og Amazon på porten. Lade være med at deponere flere offentlige systemer i amerikanske hænder. Lade være med at sende milliarder i licensbetalinger til den Big Tech, der uden tvivl er direkte forbundet med amerikanske politiske og efterretningsmæssige interesser.
Eller hvad? Nej, måske er det nemmere bare at bestille en ny Microsoft Teams-licens til Lotte, der lige er startet oppe i direktionen. Og skal hun ikke også have en Office-pakke? Nå, men få hende lige tilmeldt det HR-system, som kører på Azure. Så kan vi tale om Trump og trummerum på fredag i næste måned. Det er også noget værre noget, alt det der.